• Statsadvokat anker bødestraf til betjent for stillingsmisbrug

    来源: BDK Borsnyt / 22 4月 2024 09:09:35   America/New_York

    Østre Landsret skal vurdere en sag mod en betjent, der tidligere i april blev dømt for stillingsmisbrug og brud på våbenloven. Dommen er anket. Det oplyser anklagemyndigheden i en mail til Ritzau. - Statsadvokaten i København har anket til skærpelse, lyder beskeden. Den pågældende betjent blev tidligere i april idømt en bøde på 5000 kroner for at have taget sit tjenestevåben med, da han en aften i december 2022 var ude at spise i Field's og derefter til koncert med Simply Red i Royal Arena. Efter eget udsagn var det, fordi han med sine mere end tre årtier i dansk politi vidste, at der kunne ske angreb sådanne steder. Derfor valgte han at træde i tjeneste og tage pistolen med, så han kunne hjælpe i tilfælde af eksempelvis et skyderi som det, der havde været i Field's et halvt år forinden. Her mistede tre personer livet, mens flere andre blev hårdt såret. Men den forklaring gav anklager Jens Robert Friis Rafn ikke meget for. Han kaldte den "konstrueret" og mente, at det kunne blive det vilde vesten, hvis betjente på den måde selv kunne bestemme, hvornår de var i tjeneste, og hvornår de ikke var. Anklageren gik efter en fængselsstraf til den erfarne politimand. Betjentens forsvarer, advokat Jakob Buch Jepsen, argumenterede derimod i Københavns Byret for, at hans klient skulle frifindes, så sagen alene ville blive ordnet disciplinært. Alternativt skulle det give en bøde. Betjenten bar sit våben skjult under tøjet. Da han skulle gennem sikkerhedstjek i Royal Arena, ville han ikke visiteres. Han viste derimod sit politiskilt og gjorde opmærksom på, at han var betjent og bevæbnet. Han kom kortvarigt ind på stedet, hvor opvarmningsbandet blev stoppet før tid, så den erfarne betjent kunne findes i folkemængden og føres ud af salen. Her blev han mødt af kolleger, som tog våbnet. Den pågældende betjent er stadig ansat i politiet, men han har under sagen blandt andet arbejdet med administrative opgaver i en anden afdeling end sin normale. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/statsadvokat-anker-boedestraf-til-betjent-for-stillingsmisbrug
分享